Spøgelsestur i grotterne i Saint Paul

Eventyret begynder ved grottens hovedbue. Når man er gået gennem døren, falder temperaturen pludseligt, og lyden udenfor forsvinder; guiden viser vej med en paraffinlygte og fortæller i det isnende lys om tragedien med minearbejderen, der faldt ned i ventilationsskakten i 1892 - den første af mange fortabte sjæle, som, siger de, stadig manifesterer sig som flygtige skygger på sandstensvæggene.

Gruppen går videre til den store balsal: støvede art deco-lysekroner hænger over et gulv, der er slidt af hæle og smuglervåben. Her flyder der ifølge vagterne jazzakkorder i stilheden. Ved siden af har våbenrummet stadig intakte skudhuller; lys med en lommelygte, og skyggerne antager uhyggelige former.

Forude fører en lav hvælvet gang til det underjordiske flodkammer. Guiden beder om et minuts totalt mørke: lanternerne slukkes, og vandets rislen buldrer som en fjern tromme. Mange besøgende fortæller, at de har følt et iskoldt pust - uden synlig træk - eller set orange blink, måske fra spøgelsesagtige lanterner.

Turen kulminerer i den gamle svampehule, hvor der fortælles om uopklarede forsvindinger fra forbudstiden. Da du kommer op til overfladen igen, virker Mississippi-brisen varmere end nogensinde, og byens lyde er underligt beroligende: Du er lige vendt tilbage fra undergrunden med historier, der vil give enhver gåsehud.