
At tale om Brasilien ved en VM-slutrunde er at tale om selve hjertet af turneringen. Canarinha står for offensiv, kreativ og livsglad fodbold – præcis den stil, som mange fans har forbundet med VM siden barndommen. Hver eneste slutrunde føles som en pligt til at kæmpe om titlen, med et krævende publikum, der ikke nøjes med godt spil: de forventer sejre, show og aftener, der skriver sig ind i historien.
Ingen anden landsholdsnation kan matche Brasiliens meritter: fem verdensmesterskaber, vundet i 1958, 1962, 1970, 1994 og 2002, og deltagelse i samtlige slutrunder siden 1930. Oven i titlerne kommer finaler, semifinaler og uforglemmelige generationer, der har været med til at forme hele spillets udvikling. Selv i turneringer, hvor de ikke når helt til sidst, er Brasilien næsten altid blandt de hold, der sætter tempoet for resten af mesterskabet.
Den legende er bygget på navne som Pelé, Garrincha, Zico, Romário, Ronaldo og Ronaldinho – ikoner, der ændrede måden, vi ser fodbold på. I de senere år har profiler som Neymar og en ny bølge af offensive stortalenter holdt liv i det samme DNA af fantasi og uforudsigelighed. Dertil kommer en konstant talentproduktion på alle positioner, båret af en stærk hjemlig liga og en massiv tilstedeværelse af brasilianere i de største europæiske klubber.
Frem mod 2026 peger eksperterne igen på Brasilien som en af de største favoritter til titlen. Lodtrækningen har placeret dem i Gruppe C, hvor de deler scenen med en nylig semifinalist, et hårdtarbejdende europæisk mandskab og en caribisk outsider med ambitioner om at overraske. Her er deres modstandere:
For Brasilien er bundniveauet at gå videre fra gruppen med autoritet og ramme knockout-kampene i rendyrket mestermode – med et erklæret mål om at jagte deres sjette VM-titel og endnu en gang bevise, hvorfor den gule trøje stadig er et universelt symbol på fodbold.