Ting, du ikke må gå glip af i La Pedrera Barcelona

Denne bygning betragtes af eksperter som Antonio Gaudís mest ikoniske værk inden for civilarkitektur, og en rundvisning i dette betydningsfulde bygningsværk er afgørende for at forstå den fremtrædende barceloniske arkitekts udvikling – og er samtidig en af de bedste oplevelser i Barcelona.

Gaudí byggede La Casa Milá (bygningens rigtige navn) i en alder af 57 år mellem 1906 og 1912, og det var det sidste værk, han nåede at færdiggøre inden sin død. Værker som La Sagrada Familia forblev ufærdige efter hans død.

Så hvis du allerede har dine billetter til La Pedrera, spørger du sikkert dig selv: Hvad er der så fantastisk ved denne bygning? Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg beslutter mig for at besøge den? Herunder giver jeg dig alle detaljerne om det, der muligvis er mit yndlingsværk i hele byen. Jeg håber, du nyder det!

Casa Milá ligger på en hjørnegrund og har derfor to hovedindgange, den ene fra gaden Paseo de la Gracia og den anden direkte fra den karakteristiske vinkel, som hjørnerne af Barcelonas gader danner. Forhalene er rummelige og fulde af lys takket være vinduerne, en hovedindgang i jern og glas, men frem for alt det lys, der strømmer ind fra de indre gårdhave.

De to forhaller i La Pedrera fungerer som forbindelsespunkt for alle rum i bygningen. De majestætiske trapper fører direkte op til hovedetagen, der oprindeligt var tænkt som bolig for ejerne, familien Milá. Adgangen til de øvrige lejligheder og tagterrassen sker via elevatorerne. Gaudí betragtede elevatoren som det vigtigste element i den vertikale kommunikation og anbragte yderligere trapper, der primært var beregnet til tjenestefolk.

Tagterrassen på Casa Milá ligner intet, du nogensinde har set før. Her skabte Gaudí et åbent rum, der ligner noget taget ud af en fantasyroman. Den spanske digter Pere Gimferrer beskrev stedet som "krigerens have" på grund af de 28 skorstene, hvis buede former slet ikke ligner konventionelle skorstene, men snarere minder om imponerende, maskerede krigere.

På tagterrassen giver de bølgende gangarealer plads til trapper og niveauforskelle, så jeg anbefaler, at du under turen ** er meget opmærksom på dine fødder**, selvom det er svært, for uanset hvor du kigger hen, vil du støde på skulpturelle og arkitektoniske detaljer, der fanger al din opmærksomhed.

Ud over de snoede stier dækker tusindvis af stykker brudt marmor og fliser fra Valencia flere af de skulpturelle skorstene, for om natten oplyses tagterrassen på spektakulær vis, når loftslamperne tændes.

Som om alt dette ikke var nok, har man fra den fantastiske terrasse nogle af de bedste udsigter over Barcelona.

Mange vil måske tænke over, om det er interessant at besøge loftet i en bygning, men når det drejer sig om en bygning af Gaudí, vil svaret altid være ja. Dette rum, der er døbt hvalens loft, var i Gaudís oprindelige plan tænkt til at rumme bygningens service- og vaskerum. Et serviceområde er dog ikke ensbetydende med et forvist eller andenrangs rum, men tværtimod.

I dag fungerer loftet som museum, så udover at beundre bygningen kan du nyde Espai Gaudí-samlingen, derudelukkende er dedikerettil arkitektens værker. Her finder du snesevis af modeller og tegninger af hans mest berømte værker samt spektakulære gipsmodeller i skala, der giver indsigt i facaden og strukturen på Casa Milá.

Det system af indre gårdhave, som Gaudí skabte, fungerede som en ganske genial arkitektonisk løsning, der hjalp med at løse problemet med ventilation og belysning i de uafhængige bygningsblokke. To indre gårdhave, den ene mindre og den anden større, strækker sig fra stueetagen helt op til taget. At træde ind i disse rum og løfte blikket mod himlen er en fryd for sanserne; lad os se på de enkelte gårdhaves kvaliteter.

Blomstergården

Det vigtigste og absolut mest særprægede træk ved Blomstergården er uden tvivl brugen af farver. Man kommer ind i dette rum gennem indgangshallen, der vender ud mod gaden Paseo de Gracia.

Hvis du kommer fra ydersiden, vil du hurtigt bemærke, at et spil af former, farver og lys byder på et skue, der står i klar kontrast til den farvemæssige tilbageholdenhed, der kendetegner facaden på Casa Milá. Patio de las Flores har et grundareal på 90 meter og er dermed den mindste af de to.

Sommerfuglegården

Patio de las Mariposas fortæller os om naturen og livet i bevægelse, hvilket er dets mest fremtrædende egenskab. Selve strukturen består af talrige skulpturelle former, der fremkalder billeder af naturens skabninger: en kæmpe sommerfugl, der sidder på indgangsdørtrinnet, eller en stor vinge fra et insekt af umulige dimensioner, der omslutter trappen, der fører op til hovedetagen. Sommerfuglegården er den største og mest imponerende af de to med sine 150 m² og ligger bag forhallen, der forbinder med Provenca-gaden.

I tråd med et lignende mønster af organiske former udtænkte Gaudí dette rum som en garage, hvor man kunne opbevare de hestevogne og biler, som projektets ejer allerede var begejstret for. Adgangen til kælderen sker gennem de to hovedforhaller via spiralformede ramper, og i dag bruges dette rum som et auditorium.

Hvis man ser bort fra de buede former, kan La Pedreras kælder i moderne tid måske forekomme os som en almindelig rumlig løsning i et boligbyggeri. Det er dog af afgørende betydning at forstå den historiske kontekst, hvori dette projekt blev opført. I 1912 fandtes der ingen lignende løsning nogen steder i verden, og man kunne ikke forestille sig behovet for at afsætte plads til opbevaring af et køretøj; dette viste med årene blot, hvor langt forud for sin tid Gaudís værk og opfindsomhed var, idet han var i stand til at reflektere over det moderne livs behov og forudse dem.

Når du besøger La Pedrera, skal du altid være opmærksom på de strukturelle løsninger, som Gaudí fandt på de forskellige byggeproblemer. Uanset om det var søjler af sten, mursten eller jern, sparede han ikke på de materialer, der gjorde det muligt for ham at tilbyde den bedst mulige løsning i hver situation.

Under din rundvisning vil du bemærke, at den indvendige indretning af de forskellige rum udmærker sig ved en fri geometri. Fraværet af bærende vægge resulterer i fleksible rum, der kan tilpasses beboerens behov. Optimeringen af facaden som konstruktionssystem gør det muligt at fordele belastningen uden at overbelaste de indvendige rum med bærende elementer.

I lofts- eller tagværelsesområdet brugte Gaudí al sin opfindsomhed på at skabe et netværk af 270 parabolske murstensbuer, hvis styrke tjener til at understøtte tagterrassen, der ligger lige ovenover.

På bygningens fjerde etage ligger det, der kaldes "naboernes lejlighed"; den eneste af lejlighederne i hele bygningen, hvis design og møbler i dag (mere end 100 år senere) er bevaret præcis som Gaudí designede dem.

I denne lejlighed boede Pere Milà med sin familie i årtier. Interiøret er i en imponerende god stand, så en rundtur i lejligheden er som en rejse tilbage i tiden, hvor man kan se, hvordan Barcelonas overklasse levede i begyndelsen af forrige århundrede. Det er både foruroligende og vidunderligt at se, hvordan selv børnenes legetøj synes at være frosset fast i tiden trods tidens gang.

Vær særlig opmærksom på de specialfremstillede møbler designet af Gaudí under dit besøg; ægte kunstværker fra den modernistiske bevægelse.

Adgangen til forhallen i Casa Milá sker gennem smedejernsdøre, hvis udseende ikke tjener andet formål end at understrege det unikke formsprog i Gaudís værk. Denne samme stil blev fulgt på alle de balkoner, der indgår i hovedfacaden, samt på andre balustrader inde i bygningen.

Dens organiske design fremkalder naturlige former, lige fra sommerfuglevinger til skildpaddeskaller; kombinationen af materialer som jern og glas tjener flere formål: for det første som et beskyttende element mod det ydre og for det andet som en kilde til naturligt lys, der lader lyset strømme ind i forhallen.

Inde i Casa Milá kan man finde nogle kunstværker, der er typiske for de populære modernistiske bevægelser i den tid. Dette kan ses i forhallerne, hvor man kan nyde værker af kunstneren Aleix Clapés. Hans arbejde for Gaudís projekt følger temaer inspireret af mytologien, og selvom det har gennemgået flere restaureringer, er det stadig fantastisk bevaret. Vær især opmærksom på vægmalerierne på trapperne, der forbinder indgangsetagen med bygningens hovedetage.

Det er vigtigt at forstå, at Gaudís arkitektur ikke søgte overdreven udsmykning af væggene gennem konventionelle billedkunstværker som malerier; Gaudí foretrak at integrere kunsten direkte i formen ved at kombinere og anvende forskellige materialer for at udtrykke sit kreative sprog.

Uanset om du forlader eller ankommer til bygningen, er det et must at tage et øjeblik til at betragte det mest iøjnefaldende, unikke og markante element i hele bygningen: dens imponerende facade. Facaden, der udelukkende består af sten og har bølgende former, gjorde den til et meget kontroversielt design for sin tid og vækkede utilfredshed hos en stor del af hans samtidige. Kælenavnet La Pedrera stammer netop fra hån fra dem, der på det tidspunkt betragtede det som en grim og ubehagelig bygning.

Casa Milá betragtes som et banebrydende værk, primært på grund af sin struktur, der udelukkende består af stål, og brugen af facadebeklædning, især på den selvbærende facade. Til brugen af bølget sten til skabelsen af unikke organiske former kommer smedejern, der er til stede i de imponerende indgangsdøre (som også bruger glas), i balustraderne på altanerne og i vinduerne, der vender direkte ud mod gaderne.

Dette var det sidste civile byggeri, som arkitekten opførte, inden han udelukkende fokuserede på designet og opførelsen af Sagrada Familia, og derfor kan man i La Pedrera se den fulde modning af hans særegne stil. Gaudí formår at efterlade os en kunstig bygning, der på forunderlig vis efterligner naturen.