Ting du ikke må gå glip af i Dogepaladset i Venedig

Dogepaladset er en af de største turistattraktioner i Venedig, et obligatorisk stop for alle besøgende, og det er næsten umuligt at finde Markuspladsen uden turister, selv uden for højsæsonen. Årsagen til denne unikke bygnings popularitet skyldes to ting: dens betagende smukke arkitektur og den store mængde kunstværker, som den huser.

Hvis du allerede har billetter til Dogepaladset, er her de højdepunkter, du ikke må gå glip af, så du kan nyde turen endnu mere.

Operamuseet har til huse i det, der engang var et teknisk kontor med ansvar for vedligeholdelsesarbejde på paladset, og udstiller vigtige genstande fra paladsets fortid. I løbet af sin historie er Dogepaladset blevet omstruktureret flere gange på grund af brande, strukturelle fejl og tidens forfald.

Fra 1876 og frem blev der iværksat en større restaureringsplan, som omfattede de to hovedfacader og kapitælerne i stueetagen. 42 kapitæler blev erstattet af kopier, og originalerne blev efter omfattende reparationer placeret sammen med de andre skulpturer på facaden i Operamuseet. Dette rum er ideelt til at beundre detaljer på tæt hold af originale værker, som ville være umulige at se i andre omgivelser.

Dogepaladset er blandt de vigtigste monumenter i Serenissimas Venedig. Selvom det er sandt, at alle de elementer, der udgør Dogepaladsets ydre facade, er imponerende arkitektoniske vartegn og ægte venetianske ikoner, er det ikke mindre sandt, at den indre gård er lige så imponerende. Herfra kan man med et enkelt blik se de indre facader af paladsets tre fløje.

Porta della Carta er det element, der fører gennem Arco Foscari fra Markuspladsen til den centrale gårdhave. Hele gårdens facade er tydeligvis et renæssanceværk med en rig række af arkader og ornamenter lavet af pilastre, friser og oculi. Ved siden af Arco del Foscari ligger den smukke urfacade, bygget i 1615 af Monopola.

I Dogepaladset er der detaljer overalt, hvor man kigger; to vigtige højdepunkter er hovedtrapperne.

Kæmpernes trappe

Den forbinder paladsets centrale indre gård med den indre logik på første sal. Før i tiden var det her, den traditionelle hertugelige kroningsceremoni blev udført. Øverst krones den af to kolossale statuer (giganterne), der repræsenterede det store Venedigs herredømme over land og hav. Statuerne, der er hugget i marmor af Sansovino, forestiller Mars og Neptun og blev placeret i 1567.

Den gyldne trappe

Også kaldet Den Gyldne Trappe, er den naturlige fortsættelse af Giganternes Trappe og ligger inde i paladset. Den er opkaldt efter de rige dekorationer i hvid stuk og bladguld, der dækker hvælvingen over den indre trappe, udført af Alessandro Vittoria. De to gyldne trapper forbinder loggiaen med de to øverste etager, som hver især bydes velkommen af en vestibule med store vinduer.

Det Store Råds sal blev bygget over en periode på 15 år mellem 1340 og 1355 og betragtes som det mest imponerende indvendige rum i paladset, både på grund af sin størrelse og sine harmoniske proportioner og rige udsmykning. Det blev brugt som sæde for det venetianske parlament, hvilket betyder, at alle større beslutninger, der vedrørte byen, blev truffet her gennem århundrederne.

Når du besøger Dogepaladset og Sala del Maggior Consiglio, skal du især lægge mærke til loftet, som er fyldt med håndmalede paneler af Veronese, der forestiller den venetianske by omgivet af guderne og kronet af Sejren. Hvad angår kunsten på væggene, kan man finde værker af malere som Bellini, Tizian og Pisanello, men meget af deres arbejde blev ødelagt i branden i 1577.

Den ligger på første sal i paladset, og navnet Quattro Pote henviser til de fire døre, udsmykket med fint marmor og smukke skulpturer, som fungerer som adgang til salen, og som er et af de smukkeste arkitektoniske træk ved hele salen. Den blev tegnet af en af datidens vigtigste venetianske arkitekter, Andrea Palladio; inde i salen finder man fresker af Tintoretto i loftet og malerier af Tizian og Tiepolo på væggene.

Før branden var denne sal sæde for kollegiet, hvor herskabets møder blev afholdt, senere blev den venteværelse for senatets og Signorias audienser.

Sala dell'Anticollegio var engang den æressal, der gik forud for Signorias residens. De dekorative og arkitektoniske elementer i denne sal er også resultatet af arbejde efter branden baseret på design af Palladio og Rusconi.

Kunsten i salen er en storslået hvælving dækket med rigt detaljerede stukarbejder og fresker af Paolo Veronese. Af særlig interesse og betydning for kunsthistorien er lærrederne på væggene, der viser værker af nogle af de vigtigste venetianske kunstnere fra det 16. århundrede, såsom Tintoretto og Jacopo Bassano.

Sala del Collegio er det rum i Dogepaladset, hvor kabinettets møder blev afholdt i overværelse af Dogen; denne luksuriøse sal er også det sted, hvor vigtige besøgende blev modtaget. Harmonien i den rige indretning og detaljerne overalt, hvor man kigger, har givet den titlen som det smukkeste rum i paladset.

Interiøret har flere interessante elementer som f.eks. loftshvælvingen, hvis elleve malerier betragtes som Paolo Varonesses mest berømte og fremragende arbejde; værkerne er igen indrammet af detaljerede træudskæringer af talentfulde håndværkere som Francesco Bello og Andrea da Faenza.

Læg især mærke til det store Veronese-maleri fra 1578, der er udstillet i dette rum, og som viser Dogen, der takker for sejren over tyrkerne, og endelig pryder vægmalerierne af Tintoretto og hans elever væggene.

Sala delle Quattro Porte er det område, der fører til Sala del Senato, en overdådig sal med smukke dekorationer, der fungerede som mødested for det venetianske senat. Det var her, de politiske retningslinjer og alle mulige vigtige beslutninger, der ville definere Venedigs liv og fremtid, blev truffet.

På det kunstneriske plan beskrives dette rum af venetianske kunsteksperter som "rigt og højtideligt" på grund af dets pragtfulde indlæg og brugen af farven guld i udsmykningen. Rummet blev designet af Andrea Palladio, og når du besøger dette majestætiske rum, vil du, ligesom i resten af Dogepaladset, finde udsøgte kunstværker af kunstnere som Tintoretto og Jacopo Palma.

Du må ikke forlade Dogepaladset uden at besøge Consiglio dei Dieci, et rum, der viser en lidt mørkere side af denne smukke bys historie. De Ti Råds sal var en slags hemmelig statsdomstol, der arbejdede sammen med det venetianske hemmelige politi for at kontrollere alle aspekter af det offentlige og private liv i byen.

I vor tid er der intet tilbage af salens oprindelige møbler. Med sine træpaneler og udsøgte malerier bør du især lægge mærke til freskoerne i det luksuriøse loft, herunder Veroneses "Jupiter kaster lyn mod lasterne" (en kopi, da originalen blev konfiskeret af Napoleon og befinder sig i Louvre) og "Juno tilbyder hertugkronen til Venedig", også af Veronese.

Hvis du har smag for mærkelige genstande fra svundne tider, eller hvis du har en eller anden form for interesse i Venedigs militære fortid, må du ikke gå glip af våbenkammeret i Dogepaladset.

Oprindeligt blev rummet brugt som et simpelt lager til våben, men i dag er det blevet renoveret og indrettet til at præsentere en ekstraordinær samling af rustninger, armbrøster, sværd og køller fra det 15. og 16. århundrede. Her finder du også rudimentære skydevåben fra perioden, hvoraf et af dem kaldes en arquebus, der af historikere anses for at være forløberen for det moderne maskingevær.

Dogepaladset betragtes som et af mesterværkerne i venetiansk gotisk arkitektur, og det første, du bør beundre, er dets imponerende facader. Den tunge struktur synes at være en allegori over Venedig, hvor den solide masse, der udgør paladsets øverste etage, står på delikate søjler af istrisk marmor.

Facade mod kajen

Kajfacaden, der betragtes som en af paladsets to hovedfacader, er 71,5 meter lang og består af 17 buer. De første to søjlegange er kronet af et imponerende gulv af indlagt marmor, hvorpå der er placeret elegante vinduer med spidse buer. På denne side er den offentlige indgang til paladset, gennem Porta del Frumento.

Facade mod Piazzetta

Næsten identisk i form og design med facaden mod kajen, men facaden mod piazzaen er lidt længere med sine 75 meter og blev bygget i de senere år.

Facade ud mod Rio di Palazzo

Den nyeste fløj i komplekset er sidefacaden mod Rio di Palazzo, som blev bygget i 1483 efter den brand, der ødelagde en stor del af Palazzo Ducale. På denne facade blev den berømte Sukkenes Bro placeret, som forbinder paladset med de nye fængsler.

Den store port fungerer som et forbindelsespunkt mellem Dogepaladset og Markuskirken. Navnet kan oversættes til engelsk som "Letter Gate", og det menes at stamme fra dengang, hvor venetianerne ventede foran den for at præsentere deres andragender til myndighederne.

Den blev skabt i det 15. århundrede af brødrene Bon og anses sammen med Ca' d' Oro for at være en af de fineste manifestationer af den floromvundne venetianske gotiske stil. Den majestætiske port viser håndskårne ornamentale figurer med en allegorisk figur af duxFrancesco Foscari, der knæler foran Markusløven og statuerne af Adam og Eva. Den dekorative skulpturelle del af porten var engang malet med forgyldning; den suppleres af udsmykningen af søjler, nicher og tårne.

Sukkenes Bro blev bygget i 1614 for at forbinde hertugpaladset med bygningen til de nye fængsler. Broen krydser Rio del Palazzo, og dens ydre arkitektur, som ikke kan ses på en intern tur, viser tydelige barokke påvirkninger. Hvis du vil se broens arkitektur i detaljer, skal du gå hen til kajens facade og gå op til Ponte della Paglia, hvorfra du kan tage storslåede billeder af Ponte dei Sospiri.

Det unikke navn blev opfundet til de små vinduer, der udgør den smukke bros lukkede struktur. Nogle historier fortæller, at gennem disse huller af lys kunne de håbløst dømte for sidste gang se ud over den smukke lagune og sukke af frygt for den skæbne, der ventede dem.

Almindelig adgang til Dogepaladset inkluderer ikke adgang til fængselsområdet eller til det rum, hvor den frygtløse Giacomo Casanova i 1755 foretog sin legendariske flugt. Men nogle private ture og udflugter tager små grupper af turister gennem paladsets fugtige og svagt oplyste underjordiske celler.

Adgangen til dette område sker via Sukkenes Bro, som regnes for en af de smukkeste venetianske broer. Hvis du har mulighed for at gå gennem de dystre og ubeboelige fængsler, vil du forstå fortvivlelsen og angsten hos de dødsdømte sjæle, der led fængslingens kvaler i deres eget kød.

I celle nummer 10 i pozzi blev Riccardo Perucolo fængslet i 1549, anklaget for luthersk kætteri under inkvisitionen. Mange år senere blev et maleri af Riccardo fundet begravet i jord og kalk.